Padlet i undervisning og projektarbejde

Padlet i undervisning og projektarbejde

CDUL har i februar og marts måned sat det digitale værktøj Padlet i fokus og i den forbindelse afholdt en række ”How to Padlet” webinarer, hvor over 100 mennesker deltog. Padlet er en visuel og kollaborativ online opslagstavle, og kan derfor bruges i mange forskellige sammenhænge. Til CDUL’s webinarer præsenterede Rune Hagel Skaarup Jensen og Jonas Svenstrup Sterregaard Padlet, som et digitalt værktøj til at understøtte undervisning og projektarbejde.

Lagt online: 26.03.2021

Eksempler fra undervisningspraksis 

Til webinarene blev der gjort brug af konkrete eksempler fra andres undervisningspraksis. Her fik deltagerne indblik i, at Padlet er rig på muligheder og både kan bruges før, under og efter undervisningen.  De blev præsenteret for eksempler på, hvordan andre undervisere med succes havde brugt Padlet til flere forskellige aktiviteter. For eksempel til at få spørgsmål og refleksioner fra studerende om undervisningsstoffet inden undervisningen, til quizzer i undervisningen, til opsamling på gruppediskussioner og til at evaluere og svare på spørgsmål efter endt undervisning. Dermed blev det klart, at Padlet kan bruges bredt og afføde nye ideer til undervisningen, som ikke blot omhandler aktiviteter til selve undervisningen.

Her vises et eksempel på, hvordan Padlet kan bruges til opgaveløsning i undervisningen.

 

Relevant til projektarbejde

Padlet er ikke blot relevant i undervisningssammenhæng, men også når det gælder projektarbejde, hvor både undervisere, vejledere og studerende kan få gavn af Padlet. Til webinarene blev deltagerne præsenteret for funktioner, der understøtter projektstyringen af projektarbejdet, her kan funktioner med deadlines og uddelegering af opgaver fremhæves, der både understøtter de studerendes planlægning af projektet, men også giver undervisere og vejledere mulighed for at følge med i processen. Derudover har flere benyttet Padlet til branstorming både i forbindelse med projektarbejde, men også i forbindelse med undervisning. Her gør Padlet sig særlig relevant, da det er et kollaborativ værktøj, der giver flere personer mulighed for at tilføje ideer og kommentere i det samme dokument på samme tid. 

Her vises et eksempel på, hvordan Padlet kan bruges til koordinering af projektarbejde.

 

Har du også lyst til at afprøve Padlet?

Aalborg Universitet giver gratis licens til undervisere og studerende tilknyttet universitetet, hvilket gør Padlet let tilgængeligt. Denne licens kan du finde her. Padlet er en brugervenlig teknologi, som du godt ville kunne give dig i kast med som nybegynder. Til CDUL’s webinarer fik deltagerne lov at udforske Padlet på egen hånd, hvor det viste sig, at flere knækkede koden hurtigt. Har du lyst til at prøve kræfter med Padlet, anbefales det, at du følger CDUL’s kom-i-gang vejledning her. Har du brug for mere rådgivning til at blive hjulpet i gang, eller er du nysgerrig på at høre flere ideer til, hvordan Padlet kan understøtte dine ønsker, kan du kontakte Rune Hagel Skaarup Jensen eller Jonas Svenstrup Sterregaard, som afholdte webinarerne ”How to Padlet”. 

Nyheder

Se listen